”FABELAGTIG URO”
af LouieLouis

Da jeg blev kontaktet af Majken Falkenberg i sommer, tøvede jeg ikke mange minutter før jeg sagde ja tak til at deltage i projektet. Oplægget var overbevisende både i sit indhold og formål og ikke mindst kreativt udfordrende.

Rammerne var sat af Majken Falkenberg, Fritz Hansen og Børne Cancer fonden. Formen fri. Frie tøjler, en luksus, sjældent givet.

Efter brainstorm, skriblerier og diskussioner med mig selv om hvorvidt jeg formmæssigt ville lave en brugskunst relateret ting eller et mere flyvsk objekt, blev jeg enig med mig selv om at udfordringen for mig skulle ligge i det modsatte af hvad jeg beskæftiger mig med i min hverdag, hvor jeg leverer design med anvendelighed i højsæde. Jeg ville kaste mig ud i at illudere en tanke, at vise et sekund i tiden…

Når jeg tænker på børn, tænker jeg ”vidunderligt kaos”, ”fabelagtig uro”. Findes der noget mere livsbekræftende end de poder?!

Forestil jer, en hvilken som helst morgen; blide sovende ansigter, trygge åndedræt og røde kinder. Små kroppe i pyjamas, viklet i dynen… i næste nu op, langsomt i omdrejninger, kø på toilettet, T-shirts på vrangen og forsvundne sokker. Elastikker, børste. Aftenens Lego byggeri der lige i forbifarten får nogle ekstra klodser føjet til, efter nøje overvejelse med tandbørste i mund. Morgenmad, lektier i sidste sekund, Havrefras med mælk, juice, bolle med ost. Nu tempo, trøje, sko… skoletaske tjek, overtøj tjek, madpakke tjek. Så søger alle mod hoveddøren i en glidende bevægelse.

Jeg har valgt at fryse tiden dér hvor hoveddøren går op og lyset suser ind og bryder hjemmets vakuum. Dér hvor morgenbordet svæver i slipstrømmen af os der bliver suget ud i dagen, ud i livet. Lige dér hvor alt er ”vidunderligt kaos” og ”fabelagtig uro”. Lige inden vi fokuserer og spredes for alle vinde med hver vores forskellige gøremål.

Det har været en glæde for mig at få en mulighed for at gøre en forskel, for nogle der er mindre heldig stillet end jeg selv. Og samtidig at have fået mulighed for selv at stoppe op i min travle hverdag, fyldt af ting der altid død og pine skal give mening. At blive givet en pause til at vende en tanke op og ned, rundt og på hovedet. At producere en tosset ting til eftertanke.

Louise Frederiksen